Rollemodeller

Ansvar

Personligheder

Familie

I stedet for at plapre løs om Kirkegård der bare gjorde underværker for litteraturen, eller Lady Gaga og hendes modesans, så vil jeg tale lidt om det, pludselig at være en rollemodel (og så måske lidt også om mine).

Jeg er bonusmor på 2. år for Laura på 11 (skrivende stund). Det at pludselig, skulle være omend ikke et forbillede så i hvert fald en rollemodel eller som minimum et godt eksempel for en ung pige i hendes “kritiske” udviklings år er skræmmende, spændende og udfordrende. Jeg gør mit bedste for at lytte, forestille mig hendes ord og følelser, bekræfte hende og afkræfte de ting en tween (det hedder det åbenbart inden de er teenagere) tænker og siger om sig selv. Jeg kommer med anekdoter fra min egen barndom, og forsøger på bedste vis at forklare mine følelser også, så hun ikke føler jeg bare udfritter hende. Som bonusmor er man både veninde og mor, man er ikke helt mor, for ja af helt biologiske grunde, men heller ikke deres ven der bare kan fjante rundt. Det er spændende, og vi kan som regel finde hinanden, når drengene holder sammen, og kan oftest tale om alt, selvom, som

Laura siger: “nogen gange er det svært at komme i gang”.

Jeg har også mine rollemodeller, og som noget helt kliché så ser jeg faktisk meget op til mine forældre, og min søster; blandt andre, men faktisk mange i min familie, hver på deres måde har de værdier jeg beundrer dem for. Min mor for altid at være så munter, altid tænke på andre, aldrig give op, altid forsøge at gøre ALT for alle, og især hendes børn og børnebørn. Min far for den måde han er ham på, han går ikke på kompromis med noget eller nogen, og han er fantastisk til at forstå mig. Min søster for at have sine egene meninger, idéer, også selvom vi ikke altid er enige med hende. Jeg beundrer hende for at have en idé om den familie hun ønskede sig mere end noget andet, og danne den kerne af idyl og “tjekkethed” som i mine øjne er fedt, dejligt og vidunderligt for hende. Jeg beundrer mine mostre for deres viden, altid åbne arme, gode grin, hyggelige ferier og dejlige kram.

Jeg tror på ansvar. Jeg tror på man som den ældre, forældre, træner, søskende, familie eller for den sags skyld kendte, som optræder ude verden, for verden og især dens ungdom, har et ansvar for at være den bedste version af sig selv. Vi skal være værd at se op til, statuere et eksempel og forsøge at efterleve det vi prædiker.

I am Jazz