KærlVi gik fra hinanden, og for første gang knuste det mit hjerte – dog kortvarigt, for lige når man skulle, tro at historien om ham og jeg var slut, blev vi kærester igen. Denne historie handler nemlig ikke om et forladt og knust hjerte, men om et desparat forsøg på at rede et dødsdømt og helt ind til knoglemargen usundt forhold. Det handler om at være så overbevist om, at dette menneske er den eneste ene, og at alle alarmsignaler lyder som et smukt soundtrack til ens uendelige kærlighedsdrama. Men, men, men det handler også om, hvordan man genvinder sig selv og sit følelsesliv (men der når vi først til i næste og sidste del).

Kontroltabet

Det var ikke længere mig, der havde magten, og kontroltabet skabte et behov for at hive ham helt tæt til mig og hele tiden være omkring ham som et ivrigt forsøg på ikke at lade ham løsne sig fra mit greb igen. Jeg havde brug for være sammen med ham hele tiden, og når jeg ikke var sammen med ham, måtte jeg skrive og høre, hvad han lavede, og hvis ikke han svarede var jeg ikke i stand til alt slappe af, så jeg skrev igen.

Den naturlige modreaktion på, at man tager nogle skridt for tæt på er, at modparten tager et ordentligt skridt tilbage, og det gjorde han også. Han tog afstand, så når jeg skrev, svarede han ikke. Når jeg skrev igen svarede han ikke. Når så jeg så ringede, fordi han ikke svarede, lagde han på, og når jeg skrev igen for at spørge, hvorfor han lagde på, svarede han vredt, om han seriøst skulle blokere mig for, at jeg kunne lade ham værre.

Besættelsen

 Jo mere han trak sig, jo mere prøvede jeg at hive ham til mig. Han begyndte, næsten på månedlig basis, at slå op, hvor jeg hver gang fik overtalt ham til at tage mig tilbage. Når han gik fra mig, kunne jeg finde på at foreslå, at vi skulle have en sidste aften sammen for at få det afsluttet ordenligt. Min egentlige plan var dog noget mere udspekuleret, nemlig at gøre mig selv uimodståelig i håb om, at han kunne se, hvor dejlig jeg var og dermed fortryde hans valg.  Jeg brugte flere timer på at gøre mig klar til sådan en aften og endte selvfølgelig altid med at gå skuffet og ulykkelig hjem dagen after. Ulykkeligheden varede lige indtil vi blev kærester igen ugen efter. Man skal aldrig tigge nogle om at elske en, det ved jeg nu, men tanken om et liv uden ham var så altopædende, at der ikke syntes en anden løsning. Jeg var ikke forelsket. Jeg var besat og desperat. 

Desperationen

Desperation er ikke en klædelig tilstand, og den fik mig til at gøre skøre ting. Jeg kunne finde på at låse mig selv ude af min lejlighed med vilje for at have en undskyldning for at komme hjem til ham, hvis han havde sagt nej i første omgang. Eller ringe til ham på en festlig aften og fortælle og nok også overdrive om en ubehagelig situation, jeg havde været udsat for i byen i håb om, at han ville komme mig til undsætning. Men i stedet endte jeg med at vente på ham i tre timer midt om natten ved et busstoppested i bidende kulde, fordi han lige skulle feste færdig, inden han kunne mødes, og fordi jeg simpelthen ikke var i stand til at tage hjem uden ham.

Fortsættelse følger..