Det kan være pisse svært at lade sig elske, når man ikke altid elsker sig selv. Det har de fleste hørt før og jeg tror det er en universel sandhed, men jeg tror især den gør sig gældende når man går igennem en særligt svær periode. Ofte er det sværest at lade sig hjælpe i de øjeblikke hvor man har mest brug for det.

Jeg begyndte at kæmpe med mit mentale helbred da mit forhold stadig var rimelig nyt. Vi havde allerede kæmpet nogle kampe sammen, kampe mod noget udefrakommende; svære eksaminer, store beslutninger, økonomiske udfordringer og den slags. Vi havde kun været kærester i 14 dage første gang vi måtte selvisolere os sammen under corona. Vi kendte en stor del af hinandens usikkerheder, svagheder og reaktionsmønstre, men var – og er stadig – på mange måder ved at bygge vores forhold op. Derfor var det slet ikke sammenligneligt med den kamp vi pludselig skulle igennem, hvor det ikke var noget udefrakommende, men mit eget sind, som vi skulle lære at håndtere.

De grimme sider

Det tager en masse mod og tillid at vise sine grimmeste sider til en man holder af, men i min erfaring kan det betale sig – hvis det er den rigtige person. Jeg ramlede ind i en lækker cocktail af depression, stress og angst, og udviklede helt nye (voldsomme) reaktioner som ingen af os vidste hvad vi skulle stille op med. Min kæreste har måtte stå model til at jeg kunne græde en hel dag, at jeg i månedsvis ikke havde lyst til noget og mest bare kiggede ud af vinduet, at jeg kunne blive voldsomt træt af mig selv og slå mig selv i hovedet og at jeg kunne gå så meget i stå, at jeg ikke selv kunne gå i bad, lave mad eller tage tøj på. Jeg kæmpede i starten meget med skyldfølelse overfor ham. Jeg ville gerne være en anden kæreste. En nemmere, lettere, gladere kæreste, mere som den pige han havde forelsket sig i. Jeg var bange for at det hele ville blive for meget for ham og at han på et tidspunkt ville få nok og give op.

I stedet for at trække mig for at “skåne ham” for mine udsving valgte jeg at springe i med begge ben. Jeg gav ham min fulde tillid, viste alle mine grimmeste sider og lod ham hjælpe mig. Det var knald eller fald, som IKEA-testen på steroider: enten ville han gribe mig og elske den helt ufiltrerede udgave af mig, eller også ville det blive alt for meget for ham. Det nytter ikke noget at være en halv udgave af sig selv og min virkelighed var ikke længere lyserød. Heldigvis voksede han med opgaven, og selvom det har været vanvittig hårdt for os begge, har det været med til at gøre vores forhold dybere og stærkere.

Så til dig der måske går og overvejer, om du er “klar” til kærligheden – man kan ikke altid vide hvornår man er klar eller hvilke udfordringer der venter rundt om hjørnet. Vi gik ind i vores forhold velvidende at ingen af os var det bedste sted i livet, men med et løfte om altid at støtte hinanden i arbejdet frem mod at blive den bedste udgave af os selv, for os selv og for hinanden – og meget af den process kan være et samarbejde, hvis man viser hinanden tillid og tør være en helt nøgen udgave af sig selv.

Og helt generelt: du er aldrig for stor en byrde for dem, der elsker dig ubetinget. Uanset om det er din mor, din bedste ven eller din kæreste.