Det er ikke altid så ligetil at have held i kærligheden, når man har sociale barrierer. Det ved jeg som autist alt om. Dog skal det siges, at det ikke nødvendigvis er så håbløst endda. Meget af det, er et spørgsmål om alder og modenhed. Hvis du har problemer eller udfordringer, har du givetvis også en del mere i rygsækken end dine jævnaldrende, og kan have svært ved at se dig selv i klasse- og studiekammerater, men tolerance skal læres, hvilket tager tid. Især for folk, der ikke selv har haft større udfordringer i livet, end at de ikke lige kunne få den gave, de ønskede sig mest. Jeg har aldrig givet råd om kærlighed før, så det er et helt nyt felt jeg forsøger mig i her.

Engang var jeg med en kammerat i Nyborg badeland, og på vejen hjem mødte vi en tidligere narkoman på banegården. Jeg skulle ringe hjem til min mor for at sige, at vi var på vej hjem, men var løbet tør for strøm, og vupti, så stak manden mig en gammel Nokia. Da jeg var færdig med at ringe, fik vi mandens historie. Han var meget imødekommende og talte åbent om sit liv. Han bemærker, at min kammerat er meget genert, og spørger direkte ind til hans generthed. Manden fortæller så, at unge piger gerne vil have ekstroverte mænd, men siger så, at når piger bliver ældre, så bliver de sære drenge også interessante. Min erfaring har siden været, at manden jo nok havde lidt ret. Jeg har faktisk også fået det bekræftet af et par veninder. Idealbilledet om den ”perfekte mand”, bliver udvisket med alderen, og det går nok også den anden vej. Man kan godt se drenge flokkes om et lille antal piger i en skole eller gymnasieklasse, som fluer om en lort, men med tiden bliver også de andre piger interessante. Min teori er, at det kommer med alderen, for med alder følger mere selvtillid og en bredere forståelse af omverdenen, hvilket ganske enkelt giver mere interessante personer. Det er næsten indlejret i de sociale koder, at man i folkeskolen gerne skal ligne hinanden meget, og ikke må skille sig voldsomt meget ud. Med alderen bliver det så mere illegitimt at være en kopi, hvilket man ikke bør tilstræbe. Der er så også en grænse for, hvor speciel andre synes man skal være, og hvis man har det så svært socialt, at man overskrider den grænse, så er der faktisk kun én ting at gøre: Vær ærlig omkring det.

Diagnoser og kærlighed – vær åben om hvem du er 

Som skrevet i mit sidste indlæg, så har folk en større tolerance overfor folk, der skiller sig ud, hvis man er ærlig omkring det, for så er man ikke længere bare mærkelig. Så er man faktisk i en konkret kategori, og det er så en af de få goder der er, ved at have en diagnose – udover adgang til hjælp og støttemidler, der desværre ofte forudsætter en diagnose. Min egen erfaring er dog stadig, at der er en kløft mellem almindelige mennesker, og så folk med særlige forudsætninger, da livserfaringerne er forskellige.  Jeg var også sen til kæresteriet, men synes siden, at jeg har haft nogle søde bekendtskaber, dog kun et af længere varighed, nemlig mit nuværende. Jeg har en super sød kæreste nu, som har OCD, og det gør altså et eller andet, at det ikke kun er mig, der skiller mig ud. Vi har alt andet lige noget, vi kan være fælles om.

Så et godt råd er altså, at være ærlig omkring hvem du er, og stå ved hvis der er noget, du har det svært med, og så ellers være åben. Alle, der sætter høje krav til hvordan deres kæreste skal være, er dømt til at blive skuffede. Som par er min kæreste og jeg nok ret utraditionelle, da hun er højere end mig, men det har aldrig været et problem. Vi klikkede bare.

På falderebet er det vigtigt at sige, at den eneste ene ikke findes. Det er noget man selv definerer. Når man har fundet en man klikker med, handler det om at pleje det forhold, og ikke smide det hele på gulvet, første gang man har en kontrovers.