Jeg er til en vis grad selvmedlidende, og det har jeg det faktisk fint med. Selvmedlidenhed klinger straks negativt i ørerne på folk, hvilket kan give mening, hvis man har et usundt forhold til den tilstand, men for mig er det en del af min sygdom!

Min hverdag skiller sig ud fra andres. Min sygdom er ikke hele mit liv, for jeg gør, hvad jeg kan for, at min hverdag handler om noget andet. Alligevel er det en del af mig, som jeg ikke kan gemme væk eller glemme, og som ofte spiller ind på mine valg. Den gør mig mere tilbageholdende, end jeg har lyst til, men jeg har også et ansvar over for mig selv, at jeg ikke går ud, og bruger alle mine kræfter på noget unødvendigt. Min sygdom begrænser mig, og det må jeg acceptere.

For mig er ordet ”selvmedlidenhed” i samme gruppe som: selvtillid eller selvtilfreds. Man må gerne have lidt, men for meget bliver usundt. Jeg har medlidenhed med mig selv, når mine drømme begrænses, og de mål jeg gerne vil opnå i livet, ikke bliver til noget. Jeg forsøger at se mig selv på afstand. Hvis jeg ikke var mig, men var en fremmed udefrakommende, der så på mig og min situation, ville jeg så synes, det var synd? Hvis svaret er ja, hvorfor må jeg så ikke have en lille potion selvmedlidenhed!

Man skal ikke misbruge følelsen, gøde den eller drukne i den, så man ikke har øje for andet. Man kan sagtens ende i en situation, hvor den bliver ødelæggende. Men når jeg bliver nødt til at acceptere min sygdom, og de vilkår det giver mig, er det for mig helt ok, at være ked af, at mit liv ikke er som så mange andres. Jeg vil ikke være misundelig – men jeg vil gerne have lov til at være ærgerlig.