Spiseforstyrrelser
Bekymrer du dig om din vægt, dine spisevaner og din krop? Dette er ikke ualmindeligt. Dog kan disse tanke for nogle overtage ens hverdag og ende med at udvikle sig til en spiseforstyrrelse, som kan påvirke ens fysiske og psykiske helbred samt den gængse trivsel i hverdagen.
Hvad er en spiseforstyrrelse?
En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, hvor ens kropsopfattelse er forstyrret, som kommer til udtryk ved, at man har bekymrer sig meget om mad, men også hvor man oplever svære tanker og følelser.
Der findes forskellige former for spiseforstyrrelser, men fælles for dem alle er, at man har et bekymret forhold til mad. Man bruger meget tid på at bekymre sig meget om mad, vægt, krop og generelt måltider, og derudover vil man også være utilfreds med sin krop og vægt.
Symptomerne afhænger til dels af, hvilken type spiseforstyrrelse man har. Generelt kan de psykiske symptomer være et forvrænget kropsbillede, utilfredshed med sig selv og et enormt behov for kontrol. Som nævnt er der forskellige typer af spiseforstyrrelser, som vi kort vil ridse op her:
Bulimi:
Bulimi er karakteriseret ved, at man får det, som man kan kalde “ædeflip”, hvor man spiser store mængder mad på meget kort tid. Det kan føles som om, at man mister kontrollen over sig selv og spiser helt uhæmmet. Efter dette vil en person med bulimi fremprovokere en opkastning eller tage slankepiller og/eller afføringsmidler for at komme af med den indtagede mad.
Anoreksi:
Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. Man er meget optaget af mad, måltider, vægt og krop, hvor anoreksien er en måde at få kontrol over det. Når man har anoreksi, ser man sig selv som overvægtig, selvom vægten viser noget andet. Man sulter sig og undgår helst at spise og er tit overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.
Tvangsoverspisning:
Tvangsoverspisning, også kaldet Binge Eating Disorder eller bare BED, er kendetegnet ved overspisninger efterfulgt af en stor skam, afsky og væmmelse ved sig selv. Store mængder mad spises på kort tid og er forbundet med at miste kontrollen. Overspisningerne er ikke forbundet med systematisk kompenserende adfærd som opkastninger, tvangsmotion eller faste. Personer med tvangsoverspisninger kan typisk veje for meget, da man via sine overspisninger indtager mere, end kroppen kan nå at forbrænde.
Ortoreksi:
Ortoreksi er kendetegnet ved et overdrevent fokus på sund kost. Forestillingen om, hvad der er sundt, tager over i sådan en grad, at det påvirker negativt både fysisk, psykisk og socialt. Og i sådan en grad at den sunde livsstil kan påvirke ens psyke og ens sociale liv. Man bruger enormt lang tid på at tænke over sund mad, en sund krop og hvordan man kan træne, så man kan være sund.
Er du i tvivl om, om du måske har en spiseforstyrrelse? Vi har samlet en liste her over mulige symptomer på en spiseforstyrrelse. Husk at række ud til dine venner, familie eller professionelle fagfolk, hvis du har behov for hjælp.
Mulige tegn på spiseforstyrrelser:
- Voldsomme slankekure eller overspisning
- Overdreven motion
- At ens egen syn på ens kropsbillede, mad og vægt overtager hverdagens tanker
- At man går udenom de sociale stunder som involverer mad.
- At man går på toilettet lige efter man har spist.
- Bevidst opkastning
- Besvær med at koncentrere sig og føler sig træt.
Center for spiseforstyrrelser:
Det kan være svært at komme ud af en spiseforstyrrelse, og det skal tages alvorligt.
Har du negative tanker omkring din krop, motion eller mad, så er det vigtigt, at du får hjælp. Du kan tage fat i venner, familie eller din egen læge, men du kan også besøge tilbud som Center for Spiseforstyrrelser: https://psykiatrienisyddanmark.dk/afdelinger/ovrige-afdelinger/center-for-spiseforstyrrelser eller Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade: https://spiseforstyrrelse.dk/
De står klar til at hjælpe, vejlede, udrede samt behandle på bedst mulige vis.
Du kan også skrive til UngtilUng(https://ungtilung.dk/mentorsamtale/), hvor du kan chatte anonymt med vores frivillige, som sidder klar til at lytte, støtte og anerkende dig og de tanker, du kommer med. Vores frivillige kan hjælpe dig nu og her og være én at tale med, og de kan guide dig videre.