I år lavede jeg for første gang et konkret nytårsforsæt. Et som jeg rent faktisk vil lægge mig i selen for at holde. I 2017 skal jeg derfor på date en gang om måneden, og i min verden kræver det ligeså meget energi og fokus som et vægttab eller et rygestop.

Det er nu ikke, fordi jeg skal lede langt efter mulighederne for at møde den eneste ene, navnlig hvis pengene sidder løst. En enkelt googlesøgning oversvømmer hurtigt den ivrige single med alt fra Elitedaters til Farmerdates samt diverse tilbud om events som speed dating, running dinner og singlefester.
Problemet er bare, at det hele synes at køre i et langt højere gear, end der hvor jeg kan følge med.

For træg til Tinder
Som jeg skrev i mit forrige indlæg, føler jeg mig ikke fysisk tiltrukket af nogen, medmindre jeg er forelsket i dem, og det bliver jeg først, når jeg kender folk indgående. Jeg identificerer mig som det, man kalder demiseksuel. Jeg skal altså bruge væsentlig mere tid til at se et potentiale i en fyr end den der gåtur om søerne man tager, når man mødes efter at have swipet til højre på Tinder.

I datinglivet føler jeg mig derfor ofte som en anden Katniss Everdeen, der skal klare sig igennem et spil, som hun ikke helt føler sig skabt til at navigere i. For hvornår ved man, om det giver mening fortsat at ses med nogen, som da virker flinke nok, men som man bare ikke aner, om man kunne forelske sig i, hvis man kendte dem godt nok? Og hvilke signaler giver det mening at prøve at sende, når de fleste andre langt hurtigere er klar til at rykke videre til det romantiske, end man selv er?

6 down, 6 to go
Som Katniss har jeg dog bidt tænderne sammen og taget udfordringen op, og med mine 6 dates og mit nært forestående speeddate-event er jeg egentlig ret godt med. Og det har faktisk også kun været gode oplevelser.
Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg skal tackle efterspillet, så det er faktisk bare endt med at glide mere eller mindre ud med dem, jeg har mødt. Jeg må bare krydse fingre for Disney-slutningen, hvor alt giver mening, så snart jeg finder den rette. Men hvor kan vejen dertil dog synes lang og unaturlig.

I det mindste kan jeg trøste mig med, at det ikke kun er mig, der synes, at det er udmattende. Omkring mig hører jeg, at folk er trætte af spillet – trætte af lamme ice-breakers, halvligegyldige beskedkorrespondancer som man skal svare hverken for tidligt eller for sent på, før man så endelig mødes og måske/måske ikke finder den famøse kemi. Og så fortsætter spillet egentlig, indtil det på et eller andet tidspunkt bliver naturligt. Hvis det da ikke bliver game over, og man må starte helt forfra igen.

For at det ikke bare skal blive en sur hverdagsforpligtelse, hvilket i sig selv kunne blokere for, at man rent faktisk bondede reelt med nogen, er jeg selv gået væk fra apps og netdating og prøver nu at gå til events. Så har man kun én dag i ny og næ, hvor man til gengæld kan skrue max op for scoreenergien i stedet for at skulle hive den frem i en travl hverdag. Plus at jeg tror, at det trods alt er lidt lettere for mig at få en fornemmelse for potentialet i folk i mødet ansigt til ansigt.

Øvelse gør mester
Uanset i hvilken form man gør det, tror jeg, at dating er som alt andet – det bliver lettere at navigere i, jo mere erfaring man har. Til syvende og sidst handler det vel bare om at finde en, som synes, at det er den (givetvis gensidige) usikkerhed og det akavede værd at snuppe en runde mere. Også selvom jeg ikke kan leve op til spillets tempo.

Hvad med dig, kære læser? Har du mon fundet din version af snydekoden, og har du i så fald lyst til at dele den?