Jeg havde døjet med ensomhed før, men da mine forældre blev skilt, føltes ensomheden anderledes. Nu var den tilstede, selvom der var andre i rummet. Når jeg sad med veninderne og snakkede om, hvad vi skulle i ferien, når jeg skulle holde fødselsdage, til opvisninger i skolen, til Jul, nytår og alle andre helligdage. Når vi sad ved bordet og spiste. Det var som om, lige meget hvor jeg var, eller med hvem, følte jeg mig ensom. Som om noget manglede. 

Det eneste tidspunkt jeg virkelig følte mig som en del af noget, var når jeg hørte musik. Når jeg lukkede døren til mit værelse og lagde makeup, med så høj musik, at jeg ikke kunne høre en tanke. Når jeg lod som om, jeg var en anden, bare i et øjeblik, indtil jeg tog makeuppen af. I lang tid følte jeg mig mest som en del af noget, når jeg var med mig selv. Fordi alle andre mindede mig om alt det, jeg ikke havde. 

Jeg havde det med at blive vred på andre, når de kom for tæt på. Fordi jeg ikke ønskede at få revet mit hjerte og identitet i stykker igen. Så det var bare rarest at holde dem på en sikker afstand. Indtil en dag, hvor jeg følte mig så ensom og bange, at jeg bare brød sammen. Jeg skubbede den sidste veninde, jeg havde væk. Det var et omvæltningspunkt i mit liv. Det gik op for mig, hvordan jeg fuldstændig havde isoleret mig selv. Og jeg græd. Rigtig meget. Jeg havde såret gode mennesker, jeg havde såret mig selv. 

Undskyld, Luna

Så jeg satte mig ned og skrev undskyld til mig selv. Undskyld Luna, for ikke at tro du er god nok til at blive elsket og holdt af. Undskyld for at holde dig selv til ansvar for ting ude af din kontrol. Og jeg gav slip. Okay processen var en del længere end bare lige at sige undskyld til mig selv. 

Jeg tilgav mine forældre. Jeg snakkede med en psykolog. Jeg åbnede op og prøvede at lukke folk ind igen. Jeg fejlede og prøvede igen. Og til sidst gav det pote. 

En vej ud af ensomheden

Jeg har et godt og sundt forhold til mine forældre, fordi jeg hele tiden siger til mig selv, “de er mennesker ligesom dig, Luna, og vi laver alle fejl”. Jeg har fået en fantastisk kæreste, som jeg rent faktisk tør lade elske mig, som forstår mig, som ser mig for mine styrker, jeg har fået nogle fantastiske veninder, som jeg skal ud og rejse med her snart. Og selvom ensomhed selvfølgelig stadig banker på, ved jeg nu i mit hjerte, at ligeså pludseligt som følelsen kommer, lige så hurtigt, forsvinder den igen. Meget af det at blive voksen handler også om at lære, at følelser er midlertidige, og at de ikke må styre ens handlinger for meget.

Det er en proces. Et skridt af gangen. Og lad ikke en dårlig dag eller en dårlig uge ødelægge hele dit år. Noget jeg lærte af ensomheden er skønheden ved at være alene. Selvom jeg er voksen nu, har jeg stadig dage, hvor jeg sætter musik i ørerne, lukker døren og danser rundt på mit værelse, som var jeg 13 år igen. Livet rummer den magi, vi giver den.