Ydmyghed klæder os
Jantelovens 10 bud kender de fleste danskere. De udtrykker dansk mentalitet: moderat og ydmyg. Nogen mener, at de stammer fra, at vi fik en dansk mindreværdsfølelse efter tabet af Sydslesvig, Norge, etc. Budene er dog fra romanen En flygtning krydser sit spor (1933) af Aksel Sandemose. Den ved jeg ikke meget om, så den må jeg jo til at få læst!
Jeg er faktisk glad for at tilhøre en kultur, hvor man er ydmyg over for andre – og sig selv. Den mentalitet kan imidlertid give mindreværd. Ikke nødvendigvis skabt af andre, men af sig selv. Hvilket jeg kan genkende.
# 3: Du skal ikke tro, at du er klogere end os
Jeg er vokset op i en lille by, hvor alle kender alle. Jeg var introvert. Jeg var ikke en del af det sammenhold, der kan være i en lille by. Alligevel følte jeg mig bedre end dem. Jeg ville mere, ikke bare ‘nøjes’ med de erhverv, der altid havde eksisteret i byen, aldrig komme videre. Jeg var bogligt stærk. Jeg skulle på universitetet! For jeg var klogere.
Det var en hoven opfattelse!
Det viste sig, at jeg trak den arrogante attitude med mig ind i studielivet. Her fandt jeg hurtigt ud af, at blandt andre, der havde flair for det samme som jeg, var jeg faktisk slet ikke så meget klogere.
# 7: Du skal ikke tro, at du duer til noget
Det handler om reel studieevne, ikke karakterer. Jeg blev totalt rystet over, at andre gjorde sig samme refleksioner om faget, formulerede sig skriftligt, som jeg og læste lige så meget, som jeg gjorde. Mange studerede mere og bedre.
Der var som sådan ikke noget unikt over mig.
Jeg endte med at droppe ud (det er en anden historie, ikke relateret til emnet). Det hjalp dog ikke på selvværdet. Da jeg efter flere år væk fra studielivet, nu er i gang med en ny uddannelse, er det kun blevet værre. Jeg har store kognitive udfordringer, og tilkommen psykisk sygdom, og det giver tanker som “Er jeg for dum”, “.. men det lå jo i kortene, at jeg kunne det boglige” og “Jeg duer ikke til noget”.
Dem i min hjemby har klaret sig godt. De er lykkedes. Det må jeg være ydmyg over for. Og jeg forsøger også at være ydmyg over for mig selv: #Jeg er ikke bedre. Men jeg er god nok.
– Så lidt godt er der altså også at finde i janteloven, hvis du spørger mig. (Selvom mange også er noget vås)